VELKOMMEN TIL MATCHRACE

En tur på vandet med KIF Kolding København

Et håndboldhold på dybt vand

 Matchrace har haft håndboldholdet KIF Kolding København med en tur på vandet. En dag med massere af energi og dygtige deltagere, som tog udfordringen op, at lære at sejle en båd. En dag, som på mange punkter minder om dagligdagen på en håndboldbane, men i nye rammer og på gyngende grund. Holdet trodsede vind og vejr og fik en unik oplevelse med sig i rygsækken.

Håndboldholdet KIF Kolding København blev dannet i 2012 hvor de to hold AG København og Kolding IF valgte at slå sig sammen. Holdet vandt guld i pokalturneringen i 2013 samt DM guld både i år 2013/14 og 2014/15.

Langt fra håndboldverdenen – og så alligevel?

Spillerne fandt på vandet ud af, at det at sejle Matchrace på mange punkter, minder meget om at spille en håndboldkamp. Heriblandt elementet med at konkurrere og samarbejde. De kunne derfor tage mange af dagens oplevelser med sig hjem til hverdagen på banen.

Opgaven at lære at sejle er uhyre kompleks. Men hvis hver rolle tager ansvar for sin opgave og samarbejder, kan det lykkes på rekordtid. Spillerne oplevede kommunikationen og samarbejdet blev sat i helt nyt fokus når alle var på dybt vand.

“Det var super sjovt! Vi var lidt bekymrede, da vi så vejret, for der var megen vind! Men det var sjovt – det var en rigtig god oplevelse! Jeg tror, at alle havde en fed dag i dag. Arbejdsopgaverne i båden og på håndboldbanen handler meget om de samme ting – alle er gensidigt afhængige af hinanden.”

Kasper Hvidt

Professionel håndboldspiller, KIF Kolding København

“Vi blev med andre ord presset rigtig godt og grundigt på vores professionalisme! Men der var en rigtig god stemning ombord, og vi klarede os igennem stressen. Jeg var lidt imponeret over, at vi alle sammen gennemførte racet. Vi kan tage en masse med os til håndboldbanen fra i dag. For det første, at intet kan lykkes, hvis man ikke samarbejder. For det andet, at det ikke altid går helt, som man havde planlagt. Dette kan danne grobund for nye indsatsområder, som vi kan se nærmere på efter en dag som i dag.”

Lukas Karlsson

Professionel håndboldspiller, KIF Kolding København